Eftersøgt for fem butiksindbrud

Fem forretninger i Kjellerup midtby blev i weekenden udsat for indbrud, formentlig af den samme person. Politiet har fået nye oplysninger i sagen, men han er stadig eftersøgt.

Salon Louis, Pinocchio, Glasdisken og Kjellerup Tandlægecenter opdagede alle mandag, at de var blevet udsat for indbrud.

I går opdagede indehaveren af Torve Café og Restaurant i Søndergade så, at der også havde været indbrud her.

Videoovervågning kunne afsløre, at indbruddet skete natten til mandag klokken 04.18. Så de fire andre indbrud er sandsynligvis sket omkring det tidspunkt.

Indbrudstyven er en mand, 175-185 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en stor jakke, sorte sko og havde en hætte for ansigtet.

Har du set noget ved en af de fem butikker natten til mandag, kan du fortælle politiet om det på telefon 114.