Nyt projekt skal få flygtninge i job

Tankerne er hos familien derhjemme, og jobbet lader vente på sig.

Det er situationen for mange enlige flygtninge, og Silkeborg Kommune prøver nu med projektet ”ud af ensomheden - ind på arbejdsmarkedet” at hjælpe nogle af de unge mænd, som er kommet til Silkeborg inden for det seneste år.

- Det handler om at afklare, hvordan man får et nyt liv i Danmark, og hvad man har med i bagagen, som kan hjælpe én i gang. Mange har været selvstændige hjemme i Syrien, og vi har blandt andet været på virksomhedsbesøg og hos Erhverv Silkeborg for at høre om, hvordan man starter egen virksomhed i Danmark, siger socialrådgiver Naia Granberg, som er en af underviserne.

Omkring 60 nyankomne flygtninge forventes i løbet af et år at gennemføre projektet, der bygger på samtaler, virksomhedsbesøg og anden introduktion til arbejdsmarked og nye netværk.

Første hold på vej ud
Den første gruppe med otte kurdiske krigsflygtninge fra Syrien afslutter i denne uge "ud af ensomheden - ind på arbejdsmarkedet," der er et forløb på tre måneder.

I denne uge har de syriske flygtninge været på besøg hos VUC og på Teknisk Skole. Derefter er der lagt op til virksomhedspraktik.

- Vi forsøger at få startet et erhvervsmentornetværk med nuværende og pensionerede ledere, håndværksmestre og andre erhvervsfolk, som har erfaring med at rekruttere og i en periode vil rådgive vores flygtninge, siger Naia Granberg.

Projektet er et af flere, som skal bringe flygtninge i job i Silkeborg. Målet er at fordoble andelen, som er i arbejde eller uddannelse et år efter ankomsten.