Politiuniform Foto: www.politi.dk

Natteliv: Slagsmål og sviner til politiet

Fire mænd blev i weekenden sigtet for henholdsvis skældsord mod politiet og slagsmål.

En 46-årig mand fra Silkeborg var den første til at modtage en sigtelse. Klokken 00.48 natten til søndag råbte han "lortebetjente" efter to betjente på Bindslevs Plads. Det førte til en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Et kvarter efter var den gal i Frederiksberggade, hvor en 23-årig mand lavede cirka samme overtrædelse. Han råbe "pikhoveder" efter politiet og sagde, at de skulle "holde deres kæft". Den 23-årige ville ikke oplyse sit navn, sin alder og sin adresse, så han blev også sigtet for at overtræde retsplejeloven.

Klokken 01.27 natten til søndag blev politiet kaldt til et diskotek i Nygade. Her var to lokale mænd på 21 og 24 år kommet op at slås. De to blev tilbageholdt af dørmænd, indtil politiet kom frem og sigtede dem for overtrædelse af restaurationsloven. De to har nu forbud mod at sætte fod på diskoteket igen de næste to år.