Foto: Genrebillede

Ny klinik bekæmper overvægt hos børn

Ny klinik skal samle indsatsen mod overvægt hos børn og indføre en nyudviklet metode til vægttab. Metoden præsenteres i Medborgerhuset i næste uge.

Hvert femte barn i Silkeborg er overvægtigt, og hidtil har Kommunen haft forskellige indsatser mod overvægten hos børn. Sundhedsplejen har stået for én indsats, børn fra Julemærkehjem har efterfølgende fået hjemmebesøg og projektet Kernesund har kørt for de 2-5-årige.

Nu bliver alle aktiviteter samlet på Overvægtsklinikken, der er et samarbejde mellem den kommunale sundhedspleje og Sundhedshuset.

Overvægtsklinikken kommer til at arbejde ud fra Holbæk-metoden, der har været succesfuld i andre kommuner. Metoden er udviklet på Holbæk Sygehus og består af en individuelt familieplan med 10-20 arbejdspunkter. De punkter tæller eksempelvis alle måltider, spiseøvelser, motion og tidsforbrug på elektronik.

En opgørelse fra 2014 viste, at Holbæk-metoden hjalp omkring 80 procent af børnene til vægttab.

Torsdag den 10. september er der foredrag med børnelæge Jens-Christian Holm fra DR-programmet Generation XL. Han vil fortælle om, hvorfor og hvordan Holbæk-metoden virker.

Foredraget er gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig på msk@silkeborg.dk senest den 7. september.

Torsdag den 10. september kl. 19.00-20.30, Medborgerhuset, Bindslevs Plads.