Aktivitetsgården i Sorring lukker

Aktivitetsgården i Sorring er et praktisk tilbud til unge, der ikke kan klare en almindelig ungdomsuddannelse. Fra nytår lukker tilbuddet.

Aktivitetsgården er en privat institution, der siden 2009 har tilbudt Særligt Tilrettelagt Ungdomsundervisning (STU) til unge mellem 16 og 25 år med særlige behov.

Efterspørgslen på STU er steget markant i Silkeborg. I 2015 er elevtallet steget med 25 procent. Den stigning har fået Kommunernes Landsforening til at anbefale at overføre eleverne til kommunale tilbud.

Derfor er det slut med Aktivitetsgården i Sorring fra 1. januar 2016. Eleverne skal som udgangspunkt overflyttes til Lysbro Uddannelsescenter.

- Vi har og fortsætter med at have et godt samarbejde med Lysbro Uddannelsescenter resten af året og vil gøre vores yderste for, at overgangen for eleverne bliver så god som muligt, skriver Thomas Storm i meddelelsen om lukningen.

Thomas Storm er daglig leder på Aktivitetsgården.

Familien Storm fortsætter foreløbig med at bo på Aktivitetsgården og passe det lille fritidslandbrug.