Billedet er ikke af Pølsemageriets hotdog.

Tre i træk: Pølsemageriet igen mester

Danmarksmesterskabet i hotdog blev i går afholdt til Food Festival i Aarhus. For tredje år i træk løb Pølsemageriet med sejren.

'The Final Dog' er navnet på Pølsemageriets nyeste vinderhotdog. Den består af et brød med sprød skorpe og en pølse med kalve- og svinekød.

'The Final Dog' er en videreudvikling af de seneste års vindere, der igen var en videreudvikling af vinderhotdoggen fra 2013.

- Hvis vi stiller op igen til næste år, så skal der ske noget nyt - så starter vi helt fra bunden, siger Brian Flink Pedersen fra Pølsemageriet.

Konkurrencen om Danmarks bedste hotdog var i år en smule anderledes, fordi maden skulle præsenteres for dommerne. Her valgte Brian Flink Pedersen og Jørgen Holm Sørensen fra Pølsemageriet at servere på en stor planke af træ.

Til DM i hotdog går hele omsætningen på dagen til Børnefonden. Den pølsemager, der sælger mest, får titlen 'Hotdog Konge'. Den titel tog Pølsemageriet for andet år i træk. I alt blev der samlet 228.000 kroner til Børnefonden.

Fredag og lørdag er der mulighed for at smage vinderhotdoggen på Torvet til torvehandlen.