Foto: Silkeborg Kommune

Erhverv: Højdespring er fuldt fortjent

Dansk Industri laver hvert år en måling af danske kommuners erhvervsklima. I år sprang Silkeborg 25 pladser frem til en placering som nummer 38. Fremgangen er ikke tilfældig.

På to år er det lykkedes at ændre erhvervsklimaet fra at ligge i bund til at ligge tæt på den bedste tredjedel. Silkeborg kommunes højdespring i Dansk Industris måling af erhvervsklimaet er fuldt fortjent, mener direktøren for Them Mejeri, Alette Algreen-Ussing.

- Virksomhederne har stemt, og resultatet taler for sig selv. Højdespringet er virksomhedernes kvittering for det målrettede fokus, Silkeborg Kommune har på at forbedre erhvervsklimaet, siger Alette Algreen-Ussing.

Et markant skifte
Them Mejeri er løbende i dialog med Silkeborg Kommune – blandt andet omkring udvidelser af kapacitet og spildevand. I den forbindelse har mejeriet oplevet et markant skifte i den måde, Silkeborg Kommune behandler henvendelserne på.

- Tidligere fik vi ofte bare ja eller nej, og oplevede i høj grad kommunen som myndighed. I dag oplever vi mere, at vi er kunde hos kommunen. Vi oplever en vilje til at finde løsninger og en vilje til at indgå i konstruktiv dialog, siger Alette Algreen-Ussing.

Silkeborg Kommune har en målsætning om at komme i top 10 i den årlige erhvervsundersøgelse. Fra 2013 til 2014 gik Silkeborg 24 pladser frem.