Nye toiletter og læskærme på vej

Fra årsskiftet begynder opsætningen af nye læskærme ved busstoppestederne, og de kommende år kommer der også nye kommunale toiletter.

Medievirksomheden Clear Channel har vundet udbuddet om at stå for de nye læskærme, toiletter og affaldsspande de næste 15 år.

Clear Channel sørger for at skifte de gamle blå læskærme med nye grå læskærme. Samtidig øges antallet fra 72 til 84 læskærme.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det tilbud, som Clear Channel gav ved udbuddet. Ved at udbyde reklameretten i læskærme og på informationsstandere får Silkeborg Kommune nyt og funktionelt udstyr, som falder godt ind i bybilledet. Udstyret er oplyst med LED-lysteknologi, som både giver et godt lys og samtidig holder udgifterne til elforbruget nede – dette er i god tråd med Silkeborg Kommunes tiltag med udskiftning af gadelys, , siger udvalgsformand Frank Borch-Olsen (K).

Kontrakten giver Silkeborg Kommune flere offentlige toiletter.

- Clear Channels tilbud indeholder desuden tre nye offentlige toiletter, som leveres i 2016, 2017 og 2018. Det bliver en model med selvrengørende automatiske toiletter, så brugerne altid møder pæne og rene toiletter, oplyser Frank Borch-Olsen.

Der er i dag offentlige toiletter i Mejerigården og på Godshåbsvej og Andetorvet.