To Jaguarer stjålet i Virklund i nat

To Jaguar-biler med en samlet værdi på 600.000 kroner blev i nat stjålet fra 'Jags Silkeborg' på Tindbjergvej i Virklund.

Klokken 02.55 i nat brød tyvene ind ved at knuse en rude i forretning.

De fandt frem til et nøgleskab på værkstedet, som de brød op og tog to nøgler fra. Nøglerne passede til en koksgrå Jaguar XJ8 årgang 2004 og en sort Jaguar XF 2,7 årgang 2009. De to biler har en værdi på henholdsvis 270.000 og 330.000 kroner.

De to biler blev kørt ud gennem forretningens dobbeltdøre, som tyvene også åbnede.

Den sorte Jaguar XF var ikke indregistreret, da den blev stjålet. Den koksgrå XJ8 var på udenlandske plader.

Bilforhandleren 'Winther Biler' på samme adresse fik stjålet en koksgrå Renault Laguna stationcar årgang 2012 i nat.

Har du set noget, eller ser du bilerne, kan du ringe til politiet på telefon 114.