Stregspiller Rikke Iversen er blandt de udvalgte. Foto: Preben Hansen/Silkeborg Foto

To Voel-piger på bobler-landsholdet

U-landstræner Heine Eriksen har udtaget landsholdet til samling fra 5. til 9. oktober. To nuværende og tre tidligere Silkeborg-Voel-spillere er i truppen

Heine Eriksen har udtaget 15 spillere til det danske udviklingslandshold, også kaldet boblerlandshold, der møder Norges ditto to gange i oktober. Den ene gang som forkamp til A-landsholdets EM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet i Ceres Arena, Aarhus, d. 8. oktober og igen dagen efter i Stjær uden for Aarhus.

De to nuværende spillere Freja Cohrt og Rikke Iversen samt de tre tidligere spillere Anne-Cecilie De La Cour, Jette Hansen og Simone Bøhme bliver en del af truppen.

- I forbindelse med udtagelsen har vi kigget på tre forskellige parametre: Der er spillere med, som er meget tæt på den trup, som Klavs Bruun arbejder med frem mod VM. Så er der spillere, vi tror, kan være omkring A-landsholdet inden for et par år, og sidst har vi selvfølgelig også kigget på, hvordan spillerne er startet i de to første runder af ligaen, siger U-landstræner Heine Eriksen.

Der bliver muligvis udtaget en ekstra spiller til udviklingslandsholdet senere.