Kvickly Foto: Esben Stenfeldt

Tricktyv fik 15.000 kroner fra 83-årig

Politiet modtog i går anmeldelse om et tricktyveri mod en 83-årig kvinde, der endte med at koste 15.000 kroner.

I går mellem klokken 12.15 og 12.30 var den 83-årige i Kvickly Søtorvet for at handle.

Flere gange fik hun øje på en fremmed kvinde, der holdt sig tæt til hende.

På et tidspunkt kom kvinden hen og spurgte efter en "tanddoktor". Generelt talte kvinden dansk med voldsom accent.

Den ældre dame blev mistænksom over kvindens spørgsmål og adfærd, så hun skærpede sin opmærksomhed. Men da hun kom op til kassen for at betale, var hendes pung væk.

- Hun forstår ikke, hvordan tyveriet er foregået. Hun har passet meget på sin pung, siger Kenn Sølvkær Jensen fra lokalpolitiet.

Den 83-åriges dankort blev kort efter brugt i Nordeas hæveautomat i Vestergade. Her blev der hævet 15.000 kroner.

Den mistænkte kvinde beskrives som rumænsk af udseende, 30-35 år, 165-170 cm høj, spinkel, brun hudfarve. Hun var iført en lyserød frakke med et stramt bælte og et lyserødt tørklæde med sorte prikker. Hun talte dansk med megen accent.

88-årig også narret i Kvickly
Lørdag modtog politiet også en anmeldelse om et tricktyveri Kvickly Søtorvet.

Her var det en 88-årig kvinde, der lørdag ved 13-tiden fik stjålet sin pung med 900 kroner og diverse kort.

Kvinden var på et tidspunkt blevet spurgt af to østeuropæiske mænd om sukkerindholdet i en juice, hvilket hun var blevet noget forvirret over.

De to mænd beskrives noget forskelligt. Den ene var 30-35 år, 170 cm høj, spinkel og med sort, mellemlangt hår. Han havde sorte briller, en sort/grå jakke og talte engelsk. Den anden beskrives som 40-55 år, kraftig af bygning, sorthåret, men skaldet på toppen. Han havde skægstubbe og var iført en sort jakke med hvid skrift og en lys, blå skjorte.

Personalet i Kvickly havde tidligere hørt om et lignende trick fra et andet supermarked, hvor der også blev spurgt om sukkerindholdet i en vare.