Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto og Preben Hansen, Silkeborg Foto

Én billet: Voel og BSV spiller i samme hal

I aften kan du støtte op om både Silkeborg-Voel KFUM og Bjerringbro-Silkeborg med en tur til Skjern. Begge hold spiller i Skjern Bank Arena.

Klokken 18.30 begynder kampen mellem Ringkøbing Håndbold og Silkeborg-Voel.

- Ringkøbing er umiddelbart en svær modstander, fordi de er uforudsigelige og er et hold der aldrig giver op. Jeg vil mene at vi har en fair chance for at vinde, hvis vi er klar fra start og spiller som vi kan, men er vi ikke det, så kan vi godt få det mere end svært, så det er en kamp jeg har svært ved at forudsige resultatet på, siger Christina Wildbork, der skiftede til Silkeborg-Voel denne sæson.

Klokken 20.30 er det så BSV-herrernes tur til at gå på banen i Skjern - mod sidste sæsons DM-sølvvindere fra Skjern.

- Skjern i år er et anderledes hold, end det BSV oplevede sidste år. Ikke dårligere, men anderledes. Det er et hurtigere hold, men til gengæld er det knapt så skudstærkt, siger cheftræner i BSV, Peter Bredsdorff-Larsen.

I sidste sæson udkæmpede Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold en stribe drabelige dueller – kulminerende med DM-semifinalerne hvor Skjern trak sig sejrrigt ud. I aften bliver det efter alt at dømme drabeligt igen, men det er ikke det helt samme Skjern-hold, som Bjerringbro-Silkeborg møder i denne sæson.

Køber du billet til Silkeborg-Voel-kampen, gælder den også til BSV-kampen.