Ny støtteforening vil bygge børnehospice

Frivillige kræfter vil oprette et børnehospice i Silkeborg. Derfor er der i morgen stiftende generalforsamling for en ny støtteforening.

På et børnehospice kan døende børn og unge få støtte og trøst af professionelle i den sidste tid, mens de pårørende kan få en håndsrækning. Der vil altid være omsorg for barnet på hospicet. Danmark har endnu ikke et børnehospice, men det første af slagsen åbner den 1. november i Hellerup. Lukashuset, hedder det.

Initiativtagerne under Lions Theodora arbejder for at placere børnehospicet i Silkeborg grundet den centrale geografiske beliggenhed.

Joan Thyde fra Lions Theodora fortæller, at børnehospicet i Silkeborg skal dække det meste af Jylland, mens børnehospicet Lukashuset i Hellerup skal dække resten af landet.

I morgen kl. 18.00 er der stiftende generalforsamling af "Støtteforeningen for Solstrålen" i Medborgerhuset på Bindslevs Plads, hvor René Folmann Iversen blandt andet fortæller om det at miste sin fem måneder gamle søn. Han har sagt ja til at blive en det af den nye støtteforenings bestyrelse. Forskellige fagpersoner fortæller om arbejdet på et hospice.