Brand i træhytte begyndte på terrassen

Natten til i går måtte en 37-årig kvinde og hendes 16-årige søn flygte ud ad vinduet fra en brændende træhytte på Gudenåens Camping. Branden opstod på terrassen.

Politiet undersøgte i går brandstedet og konkluderede, at der ikke var andre mulige kilder til ilden, end et askebæger og to lys på et bord på terrassen.

Den 37-årige kvinde og hendes søn var gæster på på Indelukkets campingplads mellem mandag og tirsdag. Klokken cirka 03.00 vågnede de, fordi hytten var fyldt med røg. Der stod flammer ved døren, så kvinden og sønnen måtte kravle ud ad et vindue.

Ilden blev slukket af en 25-årig mand, der også var gæst på campingpladsen. Manden er til daglig brandmand og sov i sin campingvogn ved siden af hytten, da hans hund vækkede ham ved at gø.

Kvinden havde aftenen forinden haft stearinlys på terrassens plastikbord. Her stod der også et askebæger.

Politiet mener, at ilden opstod her og spredte sig til terrassen og selve hytten.