Flygtninge i job: Silkeborg ligger i bund

Silkeborg Kommune indtager en bundplacering blandt landets kommuner, når det kommer til at få flygtninge og indvandrere i arbejde.

I budgettet for 2016 har Silkeborg Kommune afsat én million kroner til at hjælpe nytilkomne flygtninge i arbejde. De penge er vist tiltrængte.

I Silkeborg er det kun 5,8 procent af nye flygtninge, der er i arbejde eller uddannelse seks måneder efter påbegyndt aktiveringsforløb. I Slagelse er det 46,9 procent, hvilket gør den sjællandske by til landets førende.

Det er en analyse fra rådgivningsfirmaet LG Insight, der giver Silkeborg en bundplacering, når det kommer til beskæftigelse.

Til gengæld kan Silkeborg indtage en tredjeplads, når det gælder om at lære flygtninge og indvandrere det danske sprog. To ud af tre personer er efter tre år i stand til at bestå danskprøven. Kun Randers og Aalborg er bedre på det punkt.

Kommunen lancerede for nogle måneder siden forløbet "ud af ensomheden - ind på arbejdsmarkedet", der skal hjælpe flygtninge i arbejde. Effekten af det projekt indgår ikke i analysen.