Rødhætte: Du skal ikke kritisere Silkeborg

Lad det være sagt med det samme; jeg elsker Silkeborg. På grund af, og på trods af.

Det betyder ikke, at jeg ikke kan lave en lang liste over ting, som irriterer mig voldsomt ved byen.
For der er lidt Korsbæk over vores lille by. Alle kender alle på den ene eller den anden måde. Efter kl. 17.00 på hverdage erstattes bybilledet af mennesker, med spøgelsestomme gader.

Bybusserne lever lidt i deres egen tidszone, folk er generelt nogle egoistiske underfrankerede spader når de kører over kantstenen og ind på p-pladsen ved El-Giganten og der vil altid være dem, der sidder og udnævner sig selv til at tilhøre byens absolutte snobspids og som i bund og grund bare er lidt belastende med al deres bedrevidenhed og (sikkert leasede) dyre biler.

Men!

Når der så kommer en udefra – en immigrant fra en anden by - og generer vores Silkeborg, så hugger jeg bremsen i med en sådan kraft, at Tollundmandens bette skindhue lige vipper lidt om i hans manglende nakke. Det vil jeg under ingen omstændigheder finde mig i. Rettigheden til at svine min by tilhører dem, der bor i 8600.

Ja, sådan en farisæer havde jeg den tvivlsomme fornøjelse af at tale med for et par uger siden. Og jeg kan bare mærke, at det har irriteret mig lige siden.

På en bænk midt i vores alle sammen ”Indelukket” blandt nærgående ænder med brødkrummer i deres småbeskidte mundviger og ”parkerede” både og joller med spøjse navne - midt i sensommerens lækre sprøde skær - gik fjolset i gang med at genere Silkeborg.
Seriøst; det svarer jo fandeme (undskyld, jeg havde lovet at undgå bandeord, men her er det nødvendigt) til at crashe et møde i Rigssalen og smide sig op på en båre og begynde at tappe blod på sig selv, mens man vifter med et papirsflag og synger en julesalme med munden fuld af klejne.

Det kan man da ikke!? Midt i Indelukket. Vores svar på Central Park.

Der var alt galt med Silkeborg. Og vores lokalradio var desuden noget kommercielt lort. Og alt handlede om penge. Og vi havde ingen sjæl. Og jeg havde mest af alt lyst til at montere det infantile menneske på skovlhjulet på Hjejlen og bede ”kaptajnen” om at give den ekstra gas.

Meget vil jeg finde mig i...
Det kan godt være at Silkeborg er nogle landskendte spader, når det kommer til beslutninger om opgravning af Torv, placering af motorvej og fredning af grimme ligegyldige frøer. Og det er meget muligt, at vores jernbanesikkerhed er lige sikker nok og at det nok ikke er nødvendigt at bommene glider ned og blokerer pølsevognskrydset i en radius på tre km. allerede når toget triller fra perronen i Laven.
Jeg skal heller ikke kunne nægte, at det er en smule tåbeligt at smide penge efter et nyt stadion og simultant spare på ældreområdet og at Tollundmanden har bedre boligforhold, personlig pleje, hjemmeservice og besøg, end vores nulevende pigmentaftagende Althea-bolsje-spisende ældre borgere.

Men der er lort over alt. I alle byer. (Specielt takket være de selvcentrerede mærkelige uhumske hundeejere). Men vores by er stadig bedre end alle de andre. Og ingen udefra skal komme og genere vores lille perle.

- Vi har Hede Rytmer, vi har Jazz-festival, vi har Regatta, vi har Havnefest, vi har Rampelys, vi har Countryfestival. Og en masse jeg har glemt. Men pointen er; vi er meget mere end ”Bilernes By”.
Vi er musikkens, vi er hyggens og vi er gæstfrihedens by.

- Vi har Silkeborg Bad, som nok sådan ca. er et af Danmarks smukkeste steder. (Og som ifølge rygtet er vældig hjemsøgt. Og det er jo godt for dem, der går op i sådan noget). Stedet er proppet med historie og det er i dén grad balsam for sjælen at gå en tur derude og i området.

- Hvad vi ikke har i kommunal ældrepleje, har vi til gengæld i privat ældreomsorg. Seriøst; hvor mange andre byer har deres helt egen bodega, hvor dresscoden er el-scooter, refleksvest, højtaljerede garbadinebukser og støttestrømper? Og så endda med politiet som nabo, som ekstra sikkerhed?

- København havde Dan Turéll, men han er død. Vi har Ibi-Pippi og hun er lyslevende. Og det er da meget muligt, at hun er lidt speciel. Men alle byer skal have en original. Og hun er vores. Og ærligt talt; det synes jeg faktisk er fedt. Jo mere kulør, jo bedre. (Sagde kvinden, der kun går i sort).
Hun bringer omtale med sig. Og med omtale følger opmærksomhed. Og med opmærksomhed følger Google og med Google kommer Silkeborg frem som de første hits, når man søger på Ibi.

- Vi har to lokalradioer. Vi hører så kun den ene, men vi har to. Og den vi hører, kan lide os og er oprigtigt interesseret i os, som lokalsamfund.

- Vi har Lars Larsen. Mrm. Hvis landet bliver frosset inde i en istid og kraftvarmeværket står af, hvem tror I så står først i køen til ekstra tæpper og dyner?
Det kan godt være han er international og har flere penge på kontoen end os alle til sammen, men når han toner frem på skærmen i primetime og fortæller, at han har et godt tilbuij til os, så føler man lidt man kender ham. Han er en af vores egne.

Men vigtigst af alt:
Uanset hvor i byen man er, er man altid i gå-afstand til skov og vand. Vi er sådan lidt et eventyr. Har I tænkt over det? Omkring os er der asfalt, Herning, marker, nyindrettede rastepladser med busture på åbningsdagene og andre kedelige ting– og så er der os. Gemt mellem vand og træer. En lille lækker oase, hvor der er alt man behøver og hvor der tilmed (næsten) er smukt overalt. Uanset om det er forår, sommer, efterår eller vinter.

Og så bilder jeg mig ind, at vi nok kan blive uenige om mange ting, - (torv, dyrehave, motorvej, stadion, radio) - men vi passer på hinanden i sidste ende. For det gør man i et eventyr. Vi kan godt selv se, hvornår vores børn opfører sig som nogle møgunger, men der er dælme ingen andre end os selv, der skal kommentere på det.

Og i et eventyr besejrer man også udefrakommende, som vover at genere freden. (Det tog så et stykke tid for ham at forlade byen, fordi han kom til at svinge ud på Frederiksberggade kl. 14:59, men ud det kom han).

Nobody puts Silkeborg in the corner!