Billedet stammer fra et rambuk-indbrud hos Toft i december 2014. Foto: Esben Stenfeldt

Tøj for 300.000 kroner stjålet fra Toft

Tøjbutikken Toft i Vestergade blev ved midnatstid udsat for et indbrud, der kostede tøj for 300.000 kroner.

Klokken 23.55 brød tre mænd hoveddøren ud til Vestergade op med et koben.

De tre begyndte straks at fylde sække med tøj og forsvandt i løbet af ganske få minutter.

Sækkene indeholdt på det tidspunkt 150 par Tommy Hilfiger jeans, 40 Lacoste polotrøjer og 10 skindjakker. Det hele var cirka 300.000 kroner værd.

Silkeborg Politi modtog opkaldet om indbruddet klokken 00.12 fra et vagtselskab, der var hurtigt fremme.

Vagten nåede ikke at se tyvene, men de blev fanget på videoovervågning, der nu er i politiets varetægt.

Har du set mændene eller deres flugt, kan du dele oplysningerne med politiet på telefon 114.