Politiuniform Foto: www.politi.dk

81-årig forfulgt og bestjålet i sin opgang

En 81-årig kvinde blev i weekenden bestjålet i sin egen opgang og fik efterfølgende sit dankort misbrugt for 17.000 kroner.

Fredag ved middagstid kom kvinden gående hen ad Hovedgårdsvej med to mænd bag sig. Det lagde et vidne mærke til, så han holdt øje med dem.

Kvinden gik ind i sin opgang på vejen, og de to mænd fulgte efter. Det gjorde vidnet desværre ikke, han gik ind i opgangen overfor.

Inde i kvindens opgang, gav den 81-årige sig til at tømme sin postkasse. Pludselig kom den ene af mændene helt tæt på og stillede sig bag hende.

Hun spurgte, hvad han havde gang i, men han svarede på et fremmedsprog.

De to mænd gik, og så opdagede den 81-årige, at hendes pung var væk. Den blev senere fundet i en hæk i nærheden, et mindre kontantbeløb og dankortet var væk.

Efterfølgende blev der hævet tre kontantbeløb i hæveautomater i Silkeborg, 17.000 kroner i alt, så kvindens pinkode er formentlig blevet afluret forinden.

Mændene beskrives som mellemøstlige af udseende, men ellers er der intet signalement. Har du set noget på Hovedgårdsvej, kan du fortælle politiet om det på telefon 114.