Brændeovn mistænkt for brand i villa

Brandvæsenet rykkede i går morges ud til en brand på Blichersvej i Thorning. Brændeovnen er under mistanke som årsag til branden.

Klokken 08.20 ringede en nabo efter brandfolkene, fordi der kom kraftig røg fra taget i villaen.

Både brandbiler og ambulancer blev sendt til huset, hvor der stadig kunne være personer inde.

Da brandfolkene kom frem, fandt de ud af, at huset var tomt.

Ilden blev hurtigt slukket, men der skete stor sodskade på huset. Skaderne var værst omkring brændeovnen, så foreløbig falder mistanken på den som brandårsag.

Politiet skal nu have en snak med husets beboere om, hvem der har betjent brændeovnen senest.