Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

BSV fik revanche mod fynboerne

Håndboldherrerne fra BSV tog i går revanche for nederlaget i mandags mod GOG.

På hjemmebane vandt BSV 24-21 over de fynske gæster efter 12-10 ved pausen.

BSV var en smule bagud i begyndelsen af kampen, men så gjorde Klaus Thomsen comeback fra en 14 måneders skadespause, og herfra gik det fremad.

GOG scorede ikke 10 minutter i træk, og så var BSV pludselig foran med fire mål.

GOG var flere gange oppe at ånde BSV i nakken, men kom aldrig rigtig tilbage. Så ved slutfløjtet stod den altså 24-21 til vores hold.

Med sejren overhaler BSV netop GOG og rykker op på ligaens andenplads med 13 point, et point efter Aalborg.