Foto: Silkeborg IF

Skuffet “man of the match”

Martin Thomsen scorede sit tredje sæsonmål i lørdagens 1-2 nederlag til Lyngby og det var ham, der blev kåret af tilskuerne til ”Man of the Match”.

Men ifølge klubbens hjemmeside havde midtbanemanden efter kampen svært ved at glæde sig over både scoringen og kåringen.

For nederlaget på 1-2 til Lyngby var en bitter pille at sluge efter en kamp, som SIF på mange måder havde spillet efter planen.

Hans mål til 1-0 faldt i det 21. minut efter en periode, hvor SIF havde haft initiativet og spillede sig frem til flere chancer.

- Jeg synes faktisk, at der lå og lurede en scoring til 2-0. Vi får gradvist mere og mere plads, også på kanterne, og Lyngby-spillerne virkede møre. Derfor slog det også ekstra hårdt, at de fik udlignet og også fik scoret til 2-1, siger Martin Thomsen til hjemmesiden.

Han siger også, at SIF langt hen ad vejen bør være tilfreds med indsatsen.

- Leverer vi på dette niveau i resten af sæsonen, så skal vi nok få samlet de point, der er nødvendige. Men vi er naturligvis også bevidste om, at vi skal have point og sejre i de kommende kampe, lyder det fra Martin Thomsen.