Foto: Silkeborg Kommune

Grøden skæres i 12 km af Gudenåen

Mellem Silkeborg og Kongensbro skæres der de kommende par uger grøde for anden gang i år. Dermed skulle vandstanden i Gudenåen gerne falde.

Den invasive lille musling, vandremuslingen, renser vandet, så der kommer mere sollys ned til vandplanterne, hvilket betyder flere af dem.

Den ekstra mængde grøde kombineret med store mængder nedbør har betydet høj vandstand.

Borgmester Steen Vindum (V) har vurderet, at situationen i Gudenåen er ualmindelig, og derfor er der nu iværksat årets anden grødeskæring fra Silkeborg til Kongensbro.

Strækningen må normalt kun beskæres én gang årligt, men netop den særlige situation har ført til dispensation.

Gudenaacentralen står for at beskære vandplanterne på den 12 km lange strækning.