Silkeborg vært for konference om byliv

Den 5. november er Silkeborg kommune vært for den såkaldte ”Urban Labs" konference om detailhandel og byliv.

Landet over bliver butikkerne udfordret af e-handel og butikscentre uden for byernes centrum. De store kædebutikker overtager flere kvadratmeter i bymidten, og gågaderne indskrænkes af hensyn til bilister.

Men et af spørgsmålene, der skal diskuteres ved konferencen er, at hvis vi fjerner det, der gør handelsgadens butikker interessante i forhold til centrene, hvad står vi så tilbage med?

Konferencens deltagere skal også blandt andet diskutere hvordan man som detailhandel selv kan bidrage til byudviklingen.

- Silkeborg vil være en kommune, man flytter til – og ikke flytter fra. Vi vil være en kommune, hvor butikslivet udvikler sig, og hvor man har lyst til at komme på besøg som gæst og turist. Derfor arbejder vi på at styrke vores bymidte, siger borgmester Steen Vindum (V).

Konferencen er målrettet city-foreninger, butikker, udlejere, politikere, kommunale byplanlæggere, kulturafdelinger og erhvervsafdelinger. Urban Labs er et projekt på tværs af otte midtjyske kommuner.