Flugtbil kørte: Kunde fangede lommetyv

En 22-årig kvindelig lommetyv blev i går tilbageholdt og anholdt, mens hendes tre medskyldige stak af i en bil på polske nummerplader.

Ved 15-tiden fik en 36-årig kunde i Rema 1000 i Kjellerup øje på den 22-årige, der var i gang med at stjæle en pung fra en ældre dame.

Den unge kvinde stak af med pungen, og den 36-årige kunde satte efter hende.

Udenfor holdt en lyseblå Opel Vectra på polske plader og ventede, men den 36-årige kunde fik fat i lommetyven, før hun nåede hen til bilen.

Hun blev tilbageholdt og politiet tilkaldt, mens den polske bil kørte fra stedet. I bilen sad der to mænd og en kvinde.

Da politiet kom frem blev den 22-årige kvinde anholdt og sigtet for lommetyveri. Pungen havde hun smidt fra sig, så den kunne returneres til den ældre dame.

Politiet arbejder på at få fremstillet lommetyven i grundlovsforhør i dag.