Foto: Handelsskolen Silkeborg Business College

Handelsskolen åbner butik i morgen

I morgen klokken 11.11 kommer borgmester Steen Vindum og Lars Lilholt og hjælper elever fra Handelsskolen med at åbne en ny butik på hjørnet af Møllegade og Amaliegade.

Steen Vindum holder åbningstalen og klipper den blå snor, mens Lars Lilholt signerer sin nye plade 'Amulet' frem til klokken 12.00.

Butikken med adressen Møllegade 22 drives af eleverne i Praktikcenter Detail, hvor der i øjeblikket er 10 elever tilknyttet.

Elever, som endnu ikke har fået en praktikplads inden for detail, får hermed muligheden for at færdiggøre deres uddannelse med praktik i butikken.

I dette forløb har eleverne mulighed for at komme i kortere praktikophold i lokale virksomheder, sædvanligvis i to til fire uger.

Eleverne har siden starten af august arbejdet med at gøre butikken klar til 'Grand Opening', herunder leverandør- og vareudvælgelse. Sortimentet breder sig fra porcelæn, unika produkter fra Silkeborg Produktionshøjskole, dyrefoder, sengetøj, litografier, cd'er og meget andet. Leverandørerne er primært lokale handelsdrivende men Butikken fungerer ligeledes som fysisk butik for unikke webbutikker.

Butikken i Møllegade har tidligere holdt åbent i kortere perioder, men bliver nu permanent med åbent fire hverdage om ugen.

Resten af 2015 går hele overskuddet fra butikken til Frivilligcenter Silkeborg.