Politibil Foto: www.politi.dk

Politiet mangler vidne til spritbilisme

En slingrende spritbilist var i går meget tæt på at køre en cyklist ned. Politiet har spritbilisten, men mangler cyklisten som vidne.

Omkring klokken 18 fik en bilist øje på en sort Ford Mondeo, der slingrede gennem midtbyen. Så han ringede til politiet og lagde sig efter bilen.

I rundkørslen ved Søgade var spritbilisten tæt på at køre en cyklist ned, men han fortsatte.

Hen ved Søtorvet kørte spritbilisten ind på parkeringspladsen, og det var her, politiet kom frem.

De fandt bilen med en 51-årig mand bag rattet. Han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til en blodprøve.

Nu vil politiet gerne have fat i cyklisten. Der er intet signalement.

Var du tæt på at blive kørt ned i rundkørslen i Søgade i går omkring kl. 18? Så giv politiet et kald på telefon 114.

- Så kan han blive sigtet for yderligere en færdselsovertrædelse, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.