Foto: Google Street View

Sag om falsk røveri blev igen udsat

Sagen mod en 33-årig mand fra Silkeborg, der er sigtet for at have anmeldt et falsk røveri, da en han i 2009 var bestyrer i Aldi på Nørrevænget, er endnu en gang blevet udsat.

I følge mja.dk var det i går ottende gang, at et retsmøde i sagen mod ham er blevet udsat – denne gang som følge af en lægeerklæring om, at den 33-årige er syg.

Sagen er fra september 2009, hvor den nu 33-årige var bestyrer i Aldi. Han anmeldte til politiet, at han var blevet udsat for røveri i forretningen. Han fortalte, at en ukendt gerningsmand havde bedøvet ham med gift, og stjålet 156.000 kroner fra butikkens pengeskab.

Politiet fik dog hurtigt mistanke om, at røveriet slet ikke havde fundet sted, og at det var den nu 33-årige der selv havde stjålet pengene.

Men det er altså endnu ikke lykkedes at afhøre vidner og fælde dom i sagen.

Næste mulighed for det bliver 23. november, hvor der igen er afsat tid i retskalenderen til sagen.