Foto: Politiet

Politiet tog bilen fra spritbilist

Hen over weekenden har politiet i alt taget fire spritbilister. En påkørte et busskur, mens en anden fik konfiskeret sin bil på stedet.

Fredag klokken 14.45 blev en 28-årig mand standset på Nordre Ringvej, fordi han slingrede i sin personbil.

Politiet testede manden med alkometer, og det viste en for høj promille, så han blev anholdt og taget med til en blodprøve.

Den 28-årige fik samtidig konfiskeret sin bil på stedet på grund af promillen. Hvis blodprøven viser en tilsvarende promille, så bliver bilen solgt og pengene ryger i statskassen.

Føreren var i forvejen frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for at køre i frakendelsestiden.

Spritbilist kørte galt
Fredag kl. 10.24 blev politiet kaldt ud til et færdselsuheld på Hjortgårdsvej i Voel.

Her havde en 62-årig mand påkørt et busskur i et solouheld. Han var ikke kommet noget til, men han var til gengæld beruset.

Politiet testede ham med alkometer, sigtede ham for spirituskørsel og tog ham med til en blodprøve.

Yderligere to spritbilister
Natten til lørdag standsede politiet en 21-årig mand i Vestergade kl. 02.27. Han kørte også bil med for høj en promille, så han blev anholdt og taget med til en blodprøve.

En 57-årig kvinde blev taget i spritkørsel natten til søndag. Hun blev standset på Sportsvej klokken 00.43 og testet med alkometer, der viste for høj en promille. Hun blev ligeledes anholdt og taget med til en blodprøve.