Varebil rullede rundt på Sejsvej

Lørdag morgen rullede en varebil rundt på Sejsvej, sandsynligvis på grund af efterårsblade.

Klokken 06.30 kom en 23-årig mand fra Aarhus kørende ad Sejsvej i varebil, da han pludselig mistede herredømmet.

Bilen skred over i den modsatte vejbane, væltede rundt og rullede en fuld omgang, før den til sidst stod stille i grøften.

Den 23-årige kom ikke noget til, og der var ikke andre involveret i ulykken, der muligvis opstod på grund af nedfaldne blade på vejbanen.

Motorcyklist påkørt bagfra
Søndag formiddag blev en 54-årig kvindelig motorcyklist påkørt bagfra, mens hun ventede på at svinge til venstre.

Klokken 11.41 holdt kvinden og ventede på at svinge fra Rustrupvej ind på Sepstrupvej ved Them.

Bagfra kom en 67-årig kvinde kørende i bil, og enten fejlvurderede hun pladsen eller overså motorcyklisten, så hun påkørte den holdende motorcykel.

Den 54-årige væltede og fik motorcyklen over sig.

Hun fik nogle almindelige knubs, men slap uden større skader.