Knallert og bil stødte sammen

En 17-årig dreng på knallert havde i går morges et uheldigt møde med en bil.

Den 17-årige kom kørende ad Nordre Ringvej, da han skulle krydse Nylandsvej. Her holdt en 69-årig bilist i krydset og ventede på at svinge til venstre ad Nylandsvej.

Bilisten overså knallertkøreren og satte gang i sit venstresving, så de to kom på kollisionskurs.

Den 17-årige kunne ikke nå at standse, så de to stødte sammen, men der skete ingen personskade og kun lettere skade på knallert og bil.