Foto: Responce

Cyklist slynget over parkeret bil

Der var både politi og ambulance på stedet, da en cyklist i går påkørte en parkeret bil på Nørreskov Bakke.

Ved 15-tiden kom den 30-årige kvinde kørende ned ad Nørreskov Bakke, da hun påkørte bilen, der holdt ulovligt med et hjulpar på både fortov og cykelsti.

Cyklisten blev slynget forover, hen over bilen og røg i asfalten.

Den 30-årige blev kørt i ambulance til skadestuen i Viborg, men blev hurtigt udskrevet uden alvorlige skader.

Politiet dirigerede kortvarigt trafikken på Nørreskov Bakke, mens redningspersonalet arbejdede. Strækningen var ikke spærret på noget tidspunkt.