Hashbilist standsede ikke for blå blink

En hashpåvirket bilist kørte i nat over for rødt lys med politiets blå blink i bakspejlet.

Ved 01-tiden fik politiet øje på en personbil med to personer på Borgergade. Den ville de gerne standse.

Politiet tændte for de blå blink, men det fik ikke føreren til sætte farten ned. Han drejede væk fra Borgergade og kørte mod nordøst.

Ved Kejlstrupvej kørte bilisten over for rødt lys i krydset ved Lupinvej, mens de blå blink kørte bagved.

Kort efter gik det op for bilisten, at politiet ville have ham til at standse, så han holdt ind på Lavendelvej.

Politiet sigtede den 20-årige mand for at køre over for rødt, og så testede de ham med narkometer. Det gav udslag for hash i mandens blod, så han blev også sigtet for at køre i påvirket tilstand og taget med til en blodprøve.