Foto: www.politi.dk

Spritbilist påkørte politibil i mors Audi

To berusede mænd har i nat siddet et par timer hos politiet, fordi de ikke ville indrømme, hvem af dem, der havde kørt spirituskørsel og påkørt en politibil

Klokken 03.25 i nat stod to betjente i Borgergade og var gang med en sag, da en Audi A6 med to personer kom kørende med høj fart.

Den hurtigkørende Audi ramte politibilen, som holdt parkeret i siden af vejen.

Patruljevognen blev ridset hele vejen hen ad siden og det venstre sidespejl blev revet af.

Politifolkene kom hurtigt ind i patruljevognen og satte efter Audi'en.

Mor ejer bilen
På Lupinvej fandt politiet bilen holdende, men de to personer var sprunget ud og løbet.

- Kort tid efter traf betjentene to mænd, der var berusede, meget berusede, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Moderen til den ene af mændene ejer Audi'en, men de ville ikke indrømme om de havde kørt bilen.

Begge mænd på 22 år blev anholdt og taget med til blodprøver.

I et par timer sad de på stationen, men de ville stadig ikke fortælle, hvem der havde kørt bilen.

Ligesom de to mænd blev løsladt tidligt i morges, indrømmede den ene pludselig, at det var ham, der havde kørt Audi'en, som hans mor ejer.

Den 22-årige mand blev sigtet for spirituskørsel og for ikke at standse efter et færdselsuheld.