Foto: Esben Stenfeldt

Varig gratis parkering: Handelschef positiv

Silkeborg Kommune har åbnet for at gøre gratis parkering til en permanent ordning, hvis butikkerne betaler halvdelen af udgiften. Handelschef Claus Broe er positivt stemt

Fra udgangen af denne uge indfører Kommunen gratis parkering de første to timer. Ordningen er midlertidig og varer de næste 20 måneders tid, men hvis midtbyens butikker vil bidrage, kan den blive permanent.

Det koster omkring 3,8 millioner kroner per år at tilbyde den gratis parkering. De næste 20 måneder hænger Kommunen på hele udgiften.

Formanden for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen (K), er dog ikke afvisende over for at gøre ordningen permanent, hvis en del af betalingen kommer fra anden side.

- Hvis HandelSilkeborg kommer og siger, at de gerne vil være med til at betale halvdelen, så vil jeg gerne kigge på det, siger Frank Borch-Olsen til Din Radio 8600.

En håndsrækning til detail
Handelschef i HandelSilkeborg, Claus Broe, ser positivt på Frank Borch-Olsens udmelding.

- Jeg ser det som en meget klar håndsrækning og tilkendegivelse af, at Silkeborg Kommune vil detailhandlen. Vi er altid positive over for tiltag, der gør det bedre at være handelssdrivende, siger Claus Broe.

Julehandlen sidste år blev velsignet med en tilsvarende ordning med to timers gratis parkering. Dengang tog de handelsdrivende godt imod ordningen.

- Det var en utrolig positiv oplevelse sidste år. Jeg fik masser af gode tilbagemeldinger fra butikkerne, fra forretningsfolk, der pegede på, at det var en god ting, siger Claus Broe.

HandelSilkeborg har ikke lavet større undersøgelser af, hvilken effekt gratis parkering havde på julehandlen sidste år. Der er for mange faktorer i spil, så det er dyrt at måle.

HandelSilkeborgs bestyrelse mødes på torsdag, og her vil Claus Broe viderebringe Frank Borch-Olsens udmelding.

Handelschefen påpeger, at alle vil være nødt til at bidrage til en eventuel løsning, ellers kan det ikke lade sig gøre. I dag der butikker, der ikke bidrager til eksempelvis juleudsmykningen, fordi det er frivilligt.