Foto: Silkeborg Kommune

Chef for kultur og borgerservice fundet

Silkeborg Kommune har fundet den person, der skal være kultur- og borgerservicechef efter en chefrokade.

Kulturchef i Sønderborg John Bøgelund Frederiksen bliver kultur- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune.

Siden 2010 har 50-årige John Bøgelund Frederiksen været kulturchef i Sønderborg. Han har en master i oplevelsesledelse og oplevelsesøkonomi fra RUC i 2010 og er uddannet i projektledelse i praksis på IBA Kolding Erhvervsakademi i 2012.

Der var 46 ansøgere til kultur- og borgerservicechefstillingen. Det er en nyoprettet stilling, som indgår i en administrativ rokade i kølvandet på, at Silkeborg Kommune har sagt farvel til nogle af sine chefer, her iblandt kultur- og fritidschef Freddie Davidsen, som for nylig gik på pension.

- Det var et meget kvalificeret ansøgerfelt, så vi har haft mulighed for at finde den helt rigtige til opgaven, siger direktør i Silkeborg Kommune Leif Sønderup.

John Bøgelund Frederiksen har sin første arbejdsdag i Silkeborg Kommune 4. januar.