Billedet stammer fra vejen Lille Amerika ved Gjern.

Gorm: Hostrupsgade og skole lukket

Silkeborg og omegn blev i aftes, som alle dele af landet, ramt af stormen Gorm.

Politiet modtog i aftes og nat omkring 50 meldinger om væltede træer, og i Hostrupsgade væltede et stort stillads, så vejen blev efterladt helt spærret.

Et stilladsfirma blev tilkaldt, mens stormen raserede, men de kunne intet stille op for at sikre Hostrupsgade. Derfor blev hjemmeværnet indsat til at spærre området af, hvor der også var fare for, at et andet stillads skulle vælte.

Vejen er helt spærret endnu – og TH Langs HF & VUC er lukket i dag.

I aftes overvejede Brand og Redning ifølge TV2 Østjylland at evakuere beboerne i omkringliggende bygninger.

Stilladset stod op ad en ubeboet bygning, men man frygtede at noget af det tilbageværende stillads ville vælte ind over nabobygningerne.

Generelt har der været meldinger om stor travlhed i vores område, hvor især de væltede træer og nedfaldne tagsten giver udfordringer. I Sorring rev et 30 kvadratmeter stort ståltag sig løs, men det blæste ikke af bygningen. I Allingskovby blæste en lastbil ud på tværs af Rute 46, i Kjellerup blæste et stakit ud over vejen og på Ansvej i Silkeborg slog en husmur revner.

Uafhængig af stormen måtte brand og redning også rykke ud til en skorstensbrand midt under stormen.

(opdateret kl. 08.09)