Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

Stor redning sikrede BSV point mod KIF

Takket være en pragtredning i allersidste sekund kunne BSV i går tage hjem til Silkeborg med et point i bagagen, efter topkampen ude mod KIF Kolding København.

Opgøret blev lige så dramatisk, som man kunne håbe når to gode hold tørner sammen. Kulissen var KIF’s helt nye hjemmebane Sydbank Arena med 5000 tilskuere.

Kampen blev i øvrigt udsat et kvarter fordi nettet, der skal fange forbierne bag det ene mål, manglede. Det betød at publikum måtte flyttes, og at dommerne standsede uret hver gang der var en forbier.

BSV var bedst i første halvleg, og kunne gå til pause foran med to mål - 8-10 stod der på tavlen.

To udvisninger til BSV i de sidste minutter ved stillingen 25-25 gav KIF en gylden chance til at sætte punktum i kampen – men takket være en supervarm Søren Rasmussen i BSV-målet, blev det ved de 25-25.

Resultatet betyder at begge hold rykker over Århus Håndbold i ligaen. BSV er nu på 2. pladsen og Kolding nummer 3 – begge med 18 point.