To knivmænd overfaldt offentligt ansat

To mænd overfaldt i går eftermiddag en ansat på Rusmiddelcentret og truede ham med knive. Politiet efterlyser vidner i sagen.

Omkring klokken 16 var en mandlig medarbejder på Rusmiddelcentret på Færgevej ved at låse af, da en fremmed person kom op til ham.

Personen spurgte til den ansattes identitet, og da han bekræftede sit navn, blev han omklamret bagfra af en anden person.

Den bagerste af de to satte en kniv op foran ansigtet på den ansatte. Samtidig fandt den spørgende mand en kniv frem og truede med den.

Den ansatte gjorde modstand og nikkede manden bag sig en skalle, så han slap grebet. Derefter slog han manden foran sig i ansigtet med en knyttet hånd.

Den ansatte kom fri og løb tilbage ind på Rusmiddelcentret og låste døren, løb gennem bygningen og tog en anden udgang. Han satte sig ind i sin bil, kørte hjem og ringede til politiet.

En patrulje kørte til Færgevej, men fandt ikke de to mænd eller spor efter dem.

- Vi mangler vidner i sagen, så hvis nogen har set noget, men ikke har henvendt sig til politiet, så vil vi gerne underrettes, siger Mogens Rubech fra politiet i Silkeborg.

Den ene mand beskrives som 25-35 år, 175 cm, almindelig af bygning, mellemøstlig af udseende, iført mørk jakke, bukser og hue. Han havde en dolk med buet spids. Han talte dansk med accent. Den anden person var en mand med mørkt tøj, mere så offeret ikke.

Har du oplysninger i sagen, kan du få fat i politiet på telefon 114.