Foto: Region Midtjylland

Flugtbilist kørte teenager ned i kryds

En teenagedreng fra Silkeborg må i dag fejre sin fødselsdag med hjernerystelse, efter han blev kørt ned i går. Politiet mangler vidner.

Omkring kl. 16 i går blev den unge dreng påkørt af en bilist i T-krydset ved Kejlstrupvej og Stagehøjvej, mens han selv kørte på scooter.

Bilisten fortsatte uden at hjælpe drengen, der pådrog sig hjernerystelse. I dag må han så fejre sin 17-års fødselsdag med den hjernerystelse.

Drengen anmeldte ikke selv uheldet, men det gjorde hans far et par timer senere.

- Vi vil gerne høre, hvis nogen har set en scooter og en bil være involveret i et færdselsuheld i det kryds i går, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Bilen er formentlig en Mazda, men der ingen oplysninger om farve, model eller årgang. Drengen mente at have aflæst nummerpladen, men den passer ikke ifølge politiet.

Var du vidne til ulykken, kan du dele din viden med politiet på telefon 114.