Bilist klippet fri: Kørte med nakkesmerter

En 27-årig mandlig bilist fik mandag morgen klippet taget af sin bil inde på Papirfabrikken, efter et færdselsuheld ved Bording. Føreren kørte videre med nakkesmerter.

Omkring kl. 07.45 blev den 27-årige bilist påkørt bagfra ved til-/frakørselsrampen ved Bording af en 37-årig kvindelig bilist fra Brande.

Sammenstødet lavede i første omgang kun mindre materiel skade, så de to parter udvekslede forsikringsoplysninger og fortsatte deres tur.

Den 27-årige kørte mod Silkeborg, men så begyndte smerter i nakken at melde sig.

Føreren og hans passager ringede efter hjælp, og så kom Brand & Redning til undsætning. Redningsfolkene håndterede den 27-årige som teknisk fastklemt, så de var nødt til at klippet taget af bilen for at få ham fri. Det skete på Papirfabrikken.

Både fører og passager blev kørt til hospitalet, men mens passageren slap med lidt smertestillende, blev den 27-årige fører scannet. Politiet har endnu ikke hørt nyt om hans situation.

(opdateret den 8. december kl. 08.03)