Flere konkurser i Midtjylland i november

Danmarks Statistiks tal for konkurser i november viser, at der var 13 pct. flere konkurser i Midtjylland i november end i maj-oktober i gennemsnit.

Til sammenligning steg antallet af konkurser med hele 164 pct. i Region Sjælland.

- Selv om vi ser en mindre stigning i antallet af konkurser, er det naturligvis positivt, at de midtjyske virksomheder nogenlunde holder skindet på næsen i forhold til Sjælland og København. Det betyder, at flere virksomheder har fundet en fornuftig forretningsmodel og samtidig har polstret sig rent økonomisk, siger partner i Deloitte i Silkeborg, Bo Odgaard.

Helt præcis gik 73 midtjyske virksomheder konkurs i november.

Omkring to tredjedele af konkurserne ramte enkeltmandsvirksomheder.

Størstedelen beskæftiger sig med handel og transport, ligesom flere selvstændige konsulenter i den seneste tid har måttet sige farvel til deres virksomhed.

Drømmen om at skifte lønmodtagerlivet ud med jobbet som selvstændig konsulent er ellers på toppen af listen over midtjydernes iværksætterdrømme, ifølge Bo Odgaard.

Livet som butiksejer er nr. 2, mens drømmen om at drive egen café kommer ind som nr. 3.