Omvendt kalender samler ind til udsatte

Hver dag i december åbner knap 350 børn på fem skoler i Silkeborg en omvendt julekalender, der handler om at give i stedet for at få.

Det er SOS Børnebyerne, der for tredje år står bag den omvendte kalender, hvor børnene ser en video med udsatte børn fra hele verden.

- Børn har en stærk retfærdighedssans og vil gerne hjælpe andre børn, der ikke har ligeså gode muligheder som dem selv. Det synes jeg er et dejligt budskab i julen, siger Line Grove Hermansen, der er kommunikationschef i SOS Børnebyerne.

Når eleverne har set videoen, taler de om den, og så skulle de gerne blive inspireret til at udføre gode gerninger.

For de gode gerninger kan eleverne få lidt lommepenge med hjemmefra og lægge i en fælles kasse, som går til at hjælpe børn som dem, de har hørt om i julekalenderen.

De indsamlede midler fra julekalenderen går til SOS Børnebyernes arbejde for forældreløse og udsatte børn i Tanzania og Zanzibar.

På landsplan deltager 19.700 skolebørn i den Omvendte Julekalender. Du kan se kalenderen og videoerne på SOS Børnebyernes hjemmeside.