Tyv anholdt: Kvikke elever tilkaldte politiet

En 40-årig mand blev i nat anholdt på Sanatorievej og sigtet for flere forhold, efter et tip fra elever på efterskolen.

Omkring kl. 02.30 i nat blev flere elever på Silkeborg Efterskole utrygge, fordi nogle personer gik rundt og lyste med lommelygter på byggepladsen til plejecentret Marienlund på Sanatorievej.

Eleverne ringede efter politiet, der sendte en patruljevogn til byggepladsen, hvor de traf en mand.

Det viste sig at være en 40-årig mand fra Odder, der havde en bil holdende på stedet.

Manden blev sigtet for forsøg på tyveri og anholdt. Betjentene visiterede manden og fandt 1,6 gram amfetamin, så han blev også sigtet for narkobesiddelse.

Den 40-årige blev taget med på stationen til afhøring og løsladt kl. 05.15 i morges.