El-scooter påkørt af svingende bilist

En 61-årig kvinde på handicap-scooter blev i går påkørt af en svingende bilist, der overså hende.

Klokken 10.20 kom en bil kørende mod syd ad Grønnegade, der er ensrettet for bilister.

Den 23-årige kvinde bag rattet skulle svinge til venstre ad Skolegade, men her overså hun elscooteren, der kom kørende mod hende.

Grønnegade er ikke ensrettet for cyklister, og da den 61-årige kvindes scooter kun kan køre 15 km/t, er den kategoriseret som en cykel.

Den 23-årige bilist påkørte den 61-årige kvinde, der kørte inden for cykelstismarkeringen.

De involverede troede i første omgang, at kvinden på scooteren var kommet til skade, men hun slap.

Den 23-årige bilist slipper til gengæld ikke for en bøde og sandsynligvis en ny køreprøve.