Foto: Silkeborg Kommune

Fodboldklub konkurs: Seks point til SIF

FC Vestsjælland blev i går erklæret konkurs, hvilket betyder flere point til SIF.

Når en fodboldklub bliver erklæret konkurs, bliver den taberdømt i alle resterende kampe, og da SIF har to udestående kampe mod FC Vestsjælland, betyder det seks point på kontoen.

Den ene kamp mod FC Vestsjælland var en udsat efterårskamp, så SIF kan få tre point i løbet af vinterpausen og dermed rykke over Vejle Boldklub i 1. Division.

I forårssæsonen udligner det hele sig dog, fordi SIF's nærmeste konkurrenter i kampen om oprykning til superligaen, Vejle og Horsens, også mangler to kampe mod FC Vestsjælland.

FC Vestsjælland blev i sidste uge begæret konkurs af bestyrelsen, og det er ikke lykkedes klubben at finde en ny storsponsor i tide.

Konkursen betyder, at klubben rykker tre rækker ned.