Groft røveri: Tre års fængsel og udvist

To røvere blev i går idømt tre års fængsel og en udvisning fra Danmark, efter et voldsomt røveri på Torvet, det skriver tv2oj.dk.

En lørdag formiddag i september røvede fire mænd guldsmeden Turquoise på Torvet med pistol og peberspray.

Røverne stormede ind og truede kunder og ekspedienten, der havde sin toårige datter med sig.

Inden de stak af fra forretningen med en masse smykker, brugte de deres peberspray mod personer i forretningen.

To af røverne blev anholdt umiddelbart efter røveriet, fordi civile personer spændte ben eller fulgte efter dem. Det er de to, der nu har fået en dom.

De to mænd stammer fra Litauen, og den ene havde i forvejen indrejseforbud i Danmark.

Nu er de to mænd idømt tre års fængsel hver og udvisning fra Danmark. Deres medskyldige er fortsat på fri fod.

Ifølge tv2oj.dk, lagde Retten i strafudmålingen vægt på, at ekspedientens toårige datter havde været til stede under røveriet.

De to mænd erkendte at have deltaget i røveriet, men de forklarede, at de ikke var klar over, at der skulle bruges pistol og peberspray.

Der blev efter røveriet fundet smykker for 200.000 kroner i en handske.