Illustration: Arkitekt Preben Skaarup

Resendalvejs-bro kommer først i 2017

Resendalvej mellem Gødvad og Resenbro er delvist udvidet og udrettet, men broen over Gudenåen mangler fortsat at blive skiftet. Det bliver den først i 2017.

Det er Vejdirektoratet, der har bedt Silkeborg Kommune om en afklaring, og Vej- og Trafikudvalget har valgt at udsætte anden etape til efter motorvejens åbning.

Byggeriet af en ny bro betyder, at Resendalvej skal lukkes i op mod otte måneder, og i den periode vil der være ekstra pres på Resenbrokrydset. Det er svingbanerne ikke bygget til, så det vil give ekstra kø på Ringvejen.

Vejdirektoratet har mulighed for at udvide svingbanerne for at afhjælpe trafikken, men det vil koste en million kroner og skabe alvorlige gener i krydser i fire uger.

Fordi en ny bro kun kan opføres i de mildere måneder, skal arbejdet enten begynde i foråret 2016 eller foråret 2017. Motorvejen står først færdig i efteråret 2016, så Vej- og Trafikudvalget har besluttet at udsætte arbejdet til foråret 2017.