Foto: Silkeborg Kommune

Robotten R2-D2 gør rent for Kommunen

Silkeborg Kommune har fået en ny medarbejder. Roberta er navnet på rengøringsrobotten, som de menneskelige kolleger sammenligner med R2-D2 fra Star Wars-filmene.

Robotten vasker gulvene i kantinen og i forhallen på Rådhuset, og når Roberta først er i gang, spreder der sig en helt speciel stemning i lokalet.

- Når den vasker, så vasker den rigtig godt. Alt imens Roberta er i gang, når jeg at vaske borde og tømme skraldespande i mødelokalerne, som jeg førhen kun nåede hver 14. dag, siger rengøringsassistent Helle Andersen, som har det daglige ansvar for at starte Roberta.

Silkeborg Kommune er en af de første virksomheder i Danmark, der gør forsøg med gulvvaskerobotter. Forsøget gennemføres i et fælles projekt mellem Silkeborg Kommune og Blue Ocean Robotics, der er en international iværksættervirksomhed, som arbejder med kommercialisering af robotteknologi.

Formålet med samarbejdet er at finde ud af, hvorvidt robotteknologien kan bruges til rengøringsopgaver, som gulvvask i kommunale bygninger, for eksempel i store idrætshaller, hvor en medarbejder ellers skulle sidde på en gulvvaskemaskine eller gå bag den og køre frem og tilbage i halvanden time.

Roberta er udviklet til rengøring af store arealer i lufthavne, shoppingcentre og fabrikker, og forsøget i Silkeborg skal vise, om robotten kan anvendes i meget anderledes bygninger som de kommunale.

Robotten kan ses på Rådhuset frem til 1. februar 2016, og når den ikke arbejder, vil den have sin plads ved Rådhusets kantine.

Du kan se en demonstrationsvideo af Roberta med Star Wars-tema her:

 

[embed]https://www.youtube.com/watch?v=N1BGZFtxDOY[/embed]