Foto: Silkeborg Business College

Handelsskolen skal have ny direktør

På et møde i dag mellem formandskabet og direktør Torben Jessen, er der indgået aftale om, at Torben Jessen stopper som direktør for Silkeborg Business College med øjeblikkelig virkning.

- Torben Jessen har i sine fire år i direktørstolen gjort en stor indsats i at forandre skolen i en tid præget af ændret lovgivning, ændrede vilkår og ikke mindst en presset økonomi. Silkeborg Business College fremstår i dag moderne og med en tydelig profil nationalt som internationalt, siger bestyrelsesformand Viggo Thinggård.

Imidlertid står skolen netop nu overfor en stor kulturforandringsproces, hvor fokus i høj grad skal være på de indre linjer. En proces som kommer til at løbe over de næste par år.

Da Torben Jessens kontrakt udløber allerede om et år, er parterne enige om, at det tjener skolens interesser bedst, at fratrædelsen sker allerede nu, så en ny direktør får mulighed for at sætte sit aftryk på processerne helt fra starten - fortsætter Viggo Thinggård.

Personalet er orienteret om direktørens fratræden på et afholdt personalemøde fredag formiddag.

- Vi vil meget hurtigt konstituere en ledelse, som skal stå for skolens drift, indtil en ny direktør kan tiltræde. Jagten på en ny direktør går i gang med det samme, så pågældende kan komme på plads så hurtigt som overhovedet muligt, siger Viggo Thinggård.