14 bræk: Silkeborg ramt af indbrudsbølge

Juleferien er endnu ikke begyndt, men indbrudstyvene er i gang med opvarmningen til den. Hen over weekenden har politiet modtaget anmeldelse om 14 indbrud i private hjem. Hertil kommer et kolonihavehus, et sommerhus, et skur og et par virksomheder.

På Arendalsvej i Gødvad er det gået ud over to boliger, hvor tyven begge gange kom ind via en terrassedør. Tyvekosterne udgjorde to tablets, to bærbare computere og smykker.

I Alderslyst er det gået ud over en bolig på Tjørnevej og en på Resedavej, men tyven har ikke umiddelbart stjålet noget.

På Papirfabrikken blev en terrassedør opbrudt og hele boligen gennemgået i løbet af lørdagen. Tyven rendte med smykker, en Ipad og en bærbar computer.

I Sejs har tre huse på Sindbjergvej haft uønsket besøg. I det ene tilfælde rendte tyven med 35.000-40.000 kroner i kontanter og diverse smykker. Der forsvandt også sovemedicin og stærk smertestillende medicin fra et af husene på Sindbjergvej.

På Ørevadbrovej og Ebstrupvej, der strækker sig fra Serup til Nisset gik det ud over tre boliger fredag aften. Tyven fandt blandt andet kontanter i to af husene.

På Lille Amerika ved Gjern forsvandt et luftgevær, en vielsesring, andre smykker, et par indpakkede julegaver og en Ipad, da der fredag aften var indbrud i en villa.

To huse i Kjellerup fik opbrudt vinduer hen over weekenden. På Hyldevangen var tyven rundt i hele huset og stjal to computere, en Playstation 3, kontanter, smykker og en sportstaske fra Kjellerup Svømmeklub til at bære det hele i. På Hvidbøgen stjal tyven forskellige kvindesmykker.

Har du set noget fra de mange indbrud, kan du hjælpe politiet med opklaringen på telefon 114.

Indbrud hos andre
Politiet har også modtaget anmeldelse om et sommerhus i Teglgårdsparken ved Truust, hvor der også blev anmeldt flere indbrud i sidste uge. Indbruddet er begået inden for et meget langt tidsrum.

På Solbærvej i haveforeningen Marienlund var der indbrud i et kolonihavehus mellem torsdag og søndag. Minikomfur og en kikkert stjålet.

På Lynggårdsvej i Svejbæk var der indbrud i et udhus mellem torsdag og fredag. Her stjal tyven forskelligt værktøj for i alt 8300 kroner.